Risikostyring betaler sig
Risikostyring er, når man forsøger at skabe overblik over faktorer, som kan belaste virksomheden økonomisk. Risikostyring er en proces, der bl.a. indbefatter en analyse af interne og eksterne faktorer, som kan komme til at påvirke virksomhedens indtjening i fremtiden.
Ved risikostyring foretages normalt en beregning af risikoen fordelt på markedsrisiko, kreditrisiko og operationel risiko.
Med fornuftig risikostyring kan en organisation, hvad enten den er privat eller offentlig, sikre sin tilværelse og sine værdier. Processen har ofte den positive sideeffekt, at der kan gennemføres besparelser på alt fra produktionsprocesser til forsikringspræmier.
Der er både en etisk og en økonomisk side af risikostyring. Det er i høj grad et etisk spørgsmål, hvilke risici, en organisation vælger at udsætte sine interessenter for; uanset om disse er kunder, medarbejdere eller borgere. Hvorledes udgifter til forebyggelse vejes op imod mulige udgifter til skader mv. er den økonomiske side af sagen.
Som udgangspunkt skal virksomheden gennemgås grundigt for at vurdere sandsynligheden for en skade (brand, hærværk, indbrud, mv.). Herefter vurderes de økonomiske konsekvenser af eventuelle skader. Endelig skal der regnes på, hvordan risikoen kan reduceres, og hvad dette koster.